Dansk honning er den bedste bakteriedræber VS Manuka honning

Ny forskning: Dansk honning er den bedste bakteriedræber

Dansk honning dræber flere bakterier end den medicinske honning fra New Zealand, som sundhedsvæsenet bruger, viser ny undersøgelse.

 

Den danske honning har et så højt indhold af brintoverilte, at den bliver set som en bedre bakteriedræber end den medicinske honning, lyder det i en ny undersøgelse. (Foto: Kristian Brasen © Scanpix)

Thor Bill / Julie Würtz

  1. aug. 2018 kl. 17.50

 

Honning kan mere end bare at smage godt i te eller på et stykke franskbrød.

Blandt andet bruger man i sundhedsvæsenet et særligt honningprodukt fra New Zealand til sårheling efter eksempelvis plastikoperationer.

Om honningundersøgelsen:

Honningen i undersøgelsen er samlet fra to midtsjællandske biavlere. Siden er den blevet sammenlignet med Manuka-honning fra New Zealand.

Undersøgelsen sammenligner honning, der er produceret fra nektar fra 13 forskellige plantearter i den danske natur som eksempelvis hvidkløver, lindeplanter, raspplanter, hedelyng og havtorn.

Honningen er blevet indsamlet i perioden juli til august 2016. Siden er honningen blevet undersøgt i et laboratorium.

I laboratoriet har man blandt andet testet honningens osmotiske effekt, PH-værdier og antibakterielle effekt.

Kilde: “The Antibacterial Effect In Vitro of Honey Derived from Various Danish Flora”

Men nu viser en ny undersøgelse, at honning fra flere midtsjællandske biavlere faktisk har endnu bedre bakteriedræbende egenskaber end den newzealandske honning.

– Honningens egenskab er på den måde, at det indeholder et enzym, som er meget kraftigt, som omdanner sukkerstofferne til brintoverilte. Den brintoverilte er så med til at slå bakterierne ihjel. Det har vi blandt andet påvist i vores store undersøgelse, lyder det fra Steen Matzen, der er ledende overlæge på plastik- og brystkirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Han har sammen med flere læger undersøgt, hvor god den danske honning er til at dræbe bakterier.

Og her er resultatet bedre end forudset, lyder det fra overlægen.

Dansk honning dræber flest bakterier

– Vi har undersøgt, hvordan honningen påvirker de forskellige typer bakterier i et reagensglas. Og der kan vi altså se, at den danske honning har en kraftig hæmmende effekt på rigtig mange bakterier. Faktisk kraftigere end noget af den honning, som man kan købe som medicinsk honning fra New Zealand, siger overlæge Steen Matzen.

Steen Matzen mener også, at der er en særlig grund til, hvorfor den danske honning er en solid soldat mod bakterier.

– En stor del af honningen fra udlandet er opvarmet, hvor flere små biavlere i Danmark kommer honningen direkte på flaske. Når honningen bliver opvarmet, forsvinder brintoverilten – og så forsvinder den bakteriedræbende effekt, siger han.

Især lindehonningen fra en biavler i Stenlille på Midtsjælland har givet opsigtsvækkende resultater, ifølge undersøgelsen.

– Lindehonningen fra Stenlille kan blandt andet dræbe E.coli-bakterier. Det er noget, som honningen fra New Zealand ikke kan, siger Steen Matzen.

Vent med at smøre dig ind i honning

Dog understreger Steen Matzen også, at man ikke kan smøre sig ind i honning på forskellige sår eller tro, at man har helbredt sin halsbetændelse ved at drikke te med honning.

– Man kan sagtens spise lidt honning, hvis man har ondt. Men man bliver ikke helbredt for sin halsbetændelse. Vi har i vores undersøgelse ikke påvist, hvordan honning virker inde i kroppen. Kun i reagensglas-forsøg, understreger han.

Steen Matzen ønsker dog, at man kan bruge den danske honning i sundhedsvæsenet, hvor man nu bruger den newzealandske Manuka-honning.

Men det er en lang og svær proces at få honningen godkendt til medicinsk brug, lyder det fra lægen bag undersøgelsen.